Efter ca. 20 år som vuggestue besluttede forvaltningen, at vi skulle omstruktureres til integreret institution. Det blev begrundet med faldende børnetal i Solbjerg, men grunden skal nok ligeså meget findes i, at i denne periode blev der talt meget om, at vuggestuebørn hørte hjemme i dagplejen.
Fakta er, at vuggestuen den 1. september 2000 blev omstruktureret til integreret institution. Vores normering ændrede sig fra 36 vuggestuebørn til 12 vuggestuebørn og 30 børnehavebørn.
En omstrukturering, som vores sker ikke fra den ene måned til den anden, men strækker sig over en årrække på tre til fem år. Vi skal igen igennem, at byens borgere vænner sig til og finder ud af, at børnene har plads i vores institution frem til skolestart.
Siden 1. september 2000 har vi arbejdet med institutionens kultur. Fra at være vuggestue med masser af omsorgsarbejde, har vi arbejdet med at integrere en børnehavekultur. Vi har haft fokus på børnenes leg, venner, selvstændighed og konflikter mellem børnene.
En anden børnegruppe betyder ny læring og ved starten af 2004 vil alle pædagoger have gennemgået en tre måneders videreuddannelses kursus svarende til 1. del på diplom uddannelsen. Lederen har ligeledes taget en pædagogisk diplom.
I forbindelse med omstruktureringen har institutionen også gennemgået en renovering både ude og inde. Vi har bl.a udvidet institutionen med en ny liggehal. Den gamle liggehal bliver brugt som ekstra opholdsrum/gymnastik og tumlerum. Herudover er legepladsen blevet udvidet med en fodboldbane/græsplæne.
Institutionen modtager børn med handicap.
Vi kan berette om, at vi stadig har en velfungerende vuggestue gruppe og samtidig også har fået en velfungerende børnehave gruppe, hvorfra vi i 2005 sender 10 børn i skole.
Den 1. maj 2005 blev vores vuggestuegruppe opnormeret fra 12 børn til 17 børn i gruppen. Børnehaven er stadig normeret til 30 børn.